Sæsonjob i mad og drikke teamet

Kan du lide, når det går stærkt, og kan du holde overblikket i travle situationer og stadig smile og levere en ekstraordinær gæsteservice? Og frem for alt: Kan du lide at arbejde med mad og service? Så er et job i LEGOLAND Mad og Drikke afdelingen noget for dig!

Vi søger medarbejdere til weekend- og sommerferiearbejde samt job i hele sæsonen.

I LEGOLAND Parken er maden en væsentlig del af vores gæsters samlede oplevelse. Hvad enten de ønsker en hot-dog eller at spise i en af vores restauranter, så skal servicen og kvaliteten altid være i top.

Derfor søger vi medarbejdere, der kan servicere vores gæster ved vores mad og drikke salgssteder i parken. Vi søger medarbejdere inden for følgende områder:

Quickservice medarbejder: Salg og tilberedning af hot-dogs, burgere mm.. Jobbet er ideelt for dig, der kan holde overblikket, når der er travlt og samtidig levere kompetent betjening med et smil.

Ungarbejder ved is- eller snackbod: Her skal du lave is, candyfloss og mini donuts m.m.. Du vil ofte have hele ekspeditionen fra du modtager gæsten, til du afleverer bestillingen. Her vil du enkelte gange kunne komme til at stå alene.

Ungarbejder, afrydder/opvasker i restaurant: I vores restauranter går det ofte meget stærkt, og derfor er det vigtigt, at du er hurtig, har et godt overblik og samtidig gerne vil hjælpe gæsterne i restauranten.

Tjener / Servering: I dette job er det en fordel at have erfaring som tjener eller servitrice. Du vil møde gæsterne i døren og servicerer dem under hele deres besøg lige fra bestillingen og servering, til de til sidst skal have regningen. Dit servicegen skal sikre, at gæsterne får en ekstraordinær god oplevelse i din restaurant.

Køkkenmedhjælper/kok i en af vores restauranter: Tilberedning af maden til vores restauranter. Her er det nødvendigt, at du har erfaring eller uddannelse inden for madlavning i en restaurant eller lign.

Servicemedarbejder i restaurant / diskpersonale: Nogle af vores restauranter er selvbetjeningsrestauranter. Her vil du komme til at servicere gæsterne fra disken. Smilende og effektiv betjening er nøgleordene i denne sammenhæng.

I alle funktioner indgår du i et samarbejdende team, der har fokus på service, salg og hurtig betjening, høj fødevaresikkerhed og egenkontrolstandard samt et godt og sikkert arbejdsmiljø.

Du kan forvente en vagtplan med forskellige arbejdstider og -længde, der er indrettet efter parkens åbningstider på både hverdage, weekender/helligdage, i skolernes sommerferie og ved specielle events. 
 
Vi tilbyder dig en arbejdsplads med fart på. Du vil få den nødvendige oplæring i maskiner og salgsteknikker, samt certificeret fødevareuddannelse. Der er mulighed for selvstændige arbejdsopgaver, ansvar og udvikling. Vi forventer at, du er serviceminded og udadvendt i forhold til vores gæster. Det er en fordel, hvis du kan engelsk og gerne tysk på samtaleniveau.

Mad og drikke afdelingen er den største afdeling i LEGOLAND, og vi søger i alt 190 nye medarbejdere primært til deltidsjob. Vi søger medarbejdere både under og over 18 år også meget gerne seniorer. Unge under 18 år skal helst have afsluttet 9. klasse og kunne arbejde weekender og hverdage.


Send ansøgning
 
 
 
 
LEGOLAND parken og Hotel LEGOLAND er en del af Merlin Entertainments Plc med over 100 attraktioner, 13 hoteller, 5 feriebyer fordelt på 24 lande i Europa, Nordamerika, Australien og Asien. Vi er over 27.000 medarbejdere, som arbejder i LEGOLAND, SeaLife, Dungeons, Madame Tussauds, Alton Towers, Coca Cola London Eye m.fl. LEGOLAND er verden over leverandør af glade familieoplevelser og læring gennem leg. I LEGOLAND Billund er vi mere end 1.600 ansatte i højsæsonen – heraf ca. 250 helårsansatte.